CARPACCIO AF VILD HAVBARS

TIL 4 PERSONER

OPSKRIFT AF NIKOLAJ JUEL FRA "WALK ON  THE WILD SIDE"

Havbarsen er en fantastisk spisefisk, som stammer fra Middelhavet. Den findes også ved den engelske sydkyst og har langsomt bevæget sig op i vores farvande, eftersom havtemperaturen er steget. Det er dog stadig relativt sjældent, at vi kan få fat på den herhjemme. Men med jævne mellemrum har min fiskemand et par stykker i montren. Når han har, køber jeg dem altid. Man opdrætter havbars i stor stil, da efterspørgslen i Middelhavslandende er så stor. Men de opdrættede fisk er efter min mening ikke meget værd. De er ret små og smager ikke af ret meget. Køb vilde fisk! Hvis du ikke kan få fat i en vild havbars, kan du bruge andre hvide fisk som torsk, guldbars eller pighvar. Det skal bare være en fisk, der er fast i kødet.

INGREDIENSER

600 g havbarsfilet, uden skind
1 håndfuld solmodne cherrytomater
1⁄2 rød chili, finthakket, uden kerner
2 spsk. friske merianblade
god olivenolie
salt og peber

FREMGANGSMÅDE

Skær fisken i tynde skiver, og arranger dem i ét lag på tallerke- nerne. Skær tomaterne i kvarte, og pres tomatsaften ud over fisken. Krydr med salt og peber, og drys med chili og merianblade.

Hæld lidt god olivenolie over fisken, og servér med et køligt glas hvidvin.

HAV TORVEHALLERNE

RØMERSGADE 18

TORVEHALLERNE G7-G8

1362 KØBENHAVN K

+45 70 203 202

info@hav.dk

© 2019 HAV TORVEHALLERNE A/S

CVR: 35417540