Østers til velgørenhed - HAV

Østers til velgørenhed

fish intro

I forbindelse med Oyster Trophy Week 2016 har Hav i Torvehallerne inviteret en række af Danmarks bedste kokke og madbloggere til at kreere hver deres østers. Glæd dig til østers-kreationer af Thomas Alcayaga fra madbloggen ’Madet Mere’, den ukronede pizzakonge Gorm Wisweh, Umut Ra Sakarya fra den utraditionelle danske grillbar Grisen, Thomas Majlund (tidl. Geranium) og Havs egen kok Henri Lee. Overskuddet går til miljøorganisationen Plastic Change

Thomas Alcayaga, der i efteråret udgav kogebogen ’Mad med omtanke’ og senest står bag den nye madblog ’Gather, Catch & Cook’, der leverer opskrifter til Hav, har til sin østers-kreation valgt at fortolke den klassiske drink Bloody Mary med østers. Glæd dig til Thomas’ fortolkning med juicet tomat, vodkaperler, bladselleri-crudité og tabasco.

Gorm Wisweh, der står bag et mindre pizza-imperium i Danmark og Japan, giver sit bud på en østers-kreation, der - lige som hans pizze - gør brug af de bedste råvarer årstiden har at byde på. Gorm kaster sin kærlighed på efterårets Karl Johan-svampe som han vil tilberede på forskellig vis med ristede solsikkekerner og karse.

Umut Ra Sakarya, der har bevis på at han laver Danmarks Bedste Bøfsandwich, er vild med alt der er overdådigt - inklusiv østers. Umut bytter den brune sovs og flæskesvær ud for en aften med en østers, der får følgeskab af peberrodsfløde med urteolie og syltede agurker i brændt citron.

Thomas Majlund, der er tidl. kok på Geranium og senest Toro Istedgade, laver en asiatisk-inspireret østers med soya og sesamolie og fingerlime - en australsk fingerformet limefrugt, der giver friskhed og modspil til den salte soya og fede sesamolie.

Sebastian Randrup, 2016 MasterChef-deltager og trods sin unge alder forfatter til to kogebøger. Sebastians østers indeholder bl.a. kærnemælk, bredbladet persille og kars.

Henri Lee, der er Havs egen kok og medforfatter til flere kogebøger, runder af med at lave en østers-kreation med million dollar-topping, som han kalder den. Den består af en eksklusiv Gillardeau-østers med fois gras-calvados-skum, cava-gele, trøffeltang, caviar og guld.

Prisen for seks østers og et glas bobler er 350 kr., og kokkene og madbloggerne er blevet enige om at donere overskuddet til miljøorganisationen Plastic Change.

Alle opskrifter vil efterfølgende kunne findes på Havs hjemmeside www.hav.dk

Om Oyster Trophy Week
Oyster Trophy Week er en årlig østersfestival der strækker sig over en uge. Festivalen byder på østersarrangementer i alle afskygninger, nogle har fokus på østersens plads i den danske natur, andre fokuserer på den rige kulturarv og endelig er der arrangementer, hvor østersen er hovedperson i gastronomiske indslag.

Om Plastic Change
Plastic Change er en international miljøorganisation med base i Danmark, stiftet af miljøbiolog Henrik Beha Pedersen. Plastic Change arbejder med at undersøge og informere om konsekvenserne ved den voksende plastikforurening i havene.

Hvad: Østers til velgørenhed
Hvor: Hav, Torvehallerne, Rømersgade 18, 1362 København K
Hvornår: 20. oktober 2016 kl. 16-18

20.10.2016

Se flere nyheder

Nyheder