Nyuddannet fiskehandler er ny butikschef på Kildegårdsvej

Nyuddannet fiskehandler er ny butikschef på Kildegårdsvej

fish intro

Alexander Haagensen, 24 år, der er nyuddannet fiskehandler fra Fiskeriskolen og udlært i Hav i Torvehallerne, hvor han også var souschef, bliver ny butikschef i Havs afdeling på Kildegårdsvej fra d. 1. juni. Han glæder sig til at sætte sit præg på butikken sammen med sine kolleger

Med en baggrund som soldat og en uddannelse som sergent, lå det ikke i kortene, at Alexander Haagensen skulle være fiskehandler. Men efter at være startet i Hav i Torvehallerne for over tre år siden, gik der ikke lang tid før han fik øjnene op for at en fremtid som fiskehandler var det rigtige for ham.

Det var fiskehandler og medejer af Hav Tommy Raabo Fischer, der spurgte om han ville være elev. Det krævede ikke megen overtalelse og derefter er det gået slag i slag.

Uddannelsen som fiskehandler er forholdsvis ny. Den tager tre år og består af tre skoleperioder á 10 uger på Fiskeriskolen i Thyborøn, hvor man lærer alt fra tilberedningsmetoder som røgning og saltning, sammensætning af måltider, mærkning og sporing af fisk samt salg og kundeservice. Størstedelen af tiden er man elev i en fiskehandel, hvor man lærer filetering, grundtilberedning, kvalitetsvurdering, regnskab og prismærkning.

Det vigtigste ved at være fiskehandler vil dog altid være håndværket og det at arbejde med sine hænder. Og det er noget Alexander er god til. Han elsker at have med fisk og skaldyr af den højeste kvalitet at gøre.

Alexanders egen yndlingsråvare er jomfruhummer, som han gerne giver sit personlige tip til: ”Tag en jomfruhummer og flæk den ned langs maven. Lav en god hvidløgsmarinade, som du pensler kødet med. Læg jomfruhummerne på en grillpande eller direkte på grillen. Det smager helt fantastisk”.

Fra d. 1. juni bliver han butikschef på Kildegårdsvej. ”Jeg glæder mig til at sætte mit præg på butikken sammen med mine nye kolleger og give mig 100 %, så det bliver den bedste fiskebutik!”, udtaler han.

01.06.2018

nyuddannet fiskehandler butikschef kildegårdsvej

Se flere nyheder

Nyheder