Kend din fiskekutter - HAV

Kend din fiskekutter

fish intro

Hvem har fanget din fisk og hvor? Det begynder vi at skilte med - i bogstavelig forstand - så du kan lære din lokale fiskekutter at kende.

Når du næste gang skal købe torsk, rødspætter eller pighvar i Hav, vil du kunne se et lille billede af en fiskekutter på skiltet i den pågældende fisk. Det er den fiskekutter, der har fanget fisken. På skiltet står fiskekutterens nummer, hvilken havn den lægger til og hvilken fisk den fanger.

”Det er vigtigt for os at oplyse vores kunder om hvor fisken kommer fra”, fortæller fiskehandler Tommy Lund og refererer til at flere og flere efterspørger fisk, der er fanget så lokalt som muligt. ”Det gør de, ikke kun fordi det er bæredygtigt og godt for klimaet at fragte fisk så korte afstande som muligt, men fordi vores kunder gerne vil støtte de lokale fiskere”.

På et af skiltene kan man for eksempel se fiskekutteren L270 fra Thyborøn. Den har en blandet fangst. For sådan er det med de små fiskekuttere ifølge Tommy Lund. Ikke én dag ligner den anden, og de er aldrig garanteret at få noget i garnet. ”Men én ting kan du være sikker på, og det er, at når de gør og det kommer på fiskeauktion, hvor vi køber den, så bliver den ikke friskere”.



17.01.2016

Kend din fiskekutter

Se flere nyheder

Nyheder