Hav2Go på Kildegårdsvej

Hav2Go på Kildegårdsvej

fish intro

Hav2Go, der er kendt for at være fiskehandlen Havs takeaway-koncept med frisk fisk, skaldyr og salater i Torvehallerne, bliver en del af Hav på Kildegårdsvej fra d. 3. november. Det er Hav2Go's køkkenchef Sisse Bjørnum, der står bag 'sømaden' og hun glæder sig til at udbrede konceptet i Hellerup

Der gik ikke lang tid efter Hav havde åbnet sin anden butik på Kildegårdsvej i Hellerup, før folk begyndte at spørge om Hav2Go. "Mange af vores kunder her i Hellerup og omegn kender os fra Torvehallerne, hvor vi har Hav2Go og nu er tiden endelig kommet til at udvide med dele af sortimentet derfra", siger Tommy Raabo Fischer, der er fiskehandler og medejer af Hav.

Tommy Raabo Fischer startede takeaway-konceptet med frisk fisk, skaldyr og salater, da han havde Windsor Fisk på Frederiksberg. Da han åbnede i Torvehallerne, skulle han have en til at videreudvikle konceptet og headhuntede kokken Sisse Bjørnum, der i den grad kan tilskrives Hav2Go’s succes.

Sisse har en vision om at få folk til at spise mere fisk ved at eksperimentere og vække folks sanser. "Det vigtigste er, at det er let og lækkert. Derfor vil man på samme måde som i Torvehallerne have mulighed for at købe vores søplatte, som man kan sammensætte af fisk og salater og tage med hjem eller med sig ud i byen", siger hun.

Som køkkenchef i Hav2Go står Sisse bag populære retter som hjemmelavet tunmousse, lynstegt tun, royal laks, laksetatar og lakserillette i skøn kombination med sæsonens frugt og grønt. En af hendes populæreste retter er skagensrejer med mayo, semidried tomater, dild, spidskål og ørredrogn. Fisk og skaldyr får hun fra Hav og sortimentet kan derfor variere fra dag til dag, men er altid frisk, håndplukket og af den højeste kvalitet som i Havs butikker.

"Jeg glæder mig til at blive en del af Hav i Hellerup fra d. 3. november. Der vil som altid være mulighed for smagsprøver, som er en af de ting vi er kendt for i Torvehallerne", siger Sisse Bjørnum.

26.10.2017

hav2go kildegårdsvej hellerup

Se flere nyheder

Nyheder