Hav varmer op til DM i Grill 2016 - HAV

Hav varmer op til DM i Grill 2016

fish intro

Når Danmarksmesterskabet i Grill 2016 løber af stablen i Svendborg d. 25.-26. juni, stiller fiskehandlen Hav med sit helt eget hold: Havs Hillbillies. Opskrifterne afprøves en uge inden i Torvehallerne

Henri Lee, der er kok, kogebogsforfatter og medejer af fiskehandlen Hav, har sammensat et hold som han kalder ’Havs Hillbillies’ bestående af ham selv, Rasmus Berg (fiskehandler), Tim Steinov Kellam (kok) og John Michael Jensen (der er kendt for sine chilisaucer, hvoraf han har produceret flere i samarbejde med Henri for Hav). De skal deltage i Danmarksmesterskabet i Grill 2016 og dyste om hvem der laver bl.a. den bedst grillede fisk.

Fisken, der skal grilles til DM i Grill 2016, er regnbueørred. En fisk med fantastiske farver og som er delikat i sin smag grundet dens slægtskab med laksen. Regnbueørreden bliver udleveret som hel fisk, så det er op til holdene om de vil grille den hel, fileteret eller på en helt tredje måde.

I skrivende stund arbejdes der fortsat på opskrifterne og Havs Hillbillies kan ikke afsløre andet end at resultatet bliver værd at tage til Svendborg for. Har man lyst til at tage forskud på grill-glæderne, afprøver Havs Hillbillies opskrifterne en uge inden her i Torvehallerne, hvor du har mulighed for at smage.

Morsø - det hæderkronede danske jernstøberi fra 1853 - er så elskværdige at stille deres grill ’Forno' til rådighed for holdet, både til opvarmningen og til selve afholdelsen af Danmarksmesterskabet. Forno’en kan bruges som udendørspejs med levende ild og flammer samt som pizza- eller rygeovn. Så det er kun grill-fantasien der sætter grænser, når Havs Hillbillies fyrer op for Forno’en og varmer op til DM i Grill 2016.

Hvad: Hav varmer op til DM i Grill 2016
Hvor: Torvehallerne, ude foran Hal 1, Rømersgade 18, 1362 København K
Hvornår: 18. juni 2016 kl. 11-16

18.06.2016

Danmarksmesterskabet i Grill 2016

Se flere nyheder

Nyheder