Hav deltager i DM i Grill 2016 - HAV

Hav deltager i DM i Grill 2016

fish intro

Når Danmarksmesterskabet i Grill 2016 løber af stablen i Svendborg, stiller fiskehandlen Hav med sit helt eget hold: Havs Hillbillies

Henri Lee, der er kok, kogebogsforfatter og medejer af fiskehandlen Hav, har sammensat et hold som han kalder ’Havs Hillbillies’ bestående af ham selv, Rasmus Berg, Tim Steinov Kellam og John Michael Jensen. De skal deltage i Danmarksmesterskabet i Grill 2016 og dyste om hvem der laver bl.a. den bedst grillede fisk.
Der er fem hovedkategorier - spareribs, oksebrisket, pulled pork, kylling og fisk - hvor den sidste uden tvivl er den vigtigste for Havs Hillbillies. Henri Lee er kok og fiskehandler, Rasmus Berg er fiskehandler, Tim Steinov Kellam er også kok og John Michael Jensen - også kendt som Chili John - er kendt for sine chilisaucer og har også produceret flere i samarbejde med Henri for Hav.

Fisken, der skal grilles til DM i Grill 2016, er regnbueørred. En fisk med fantastiske farver og som er delikat i sin smag grundet dens slægtskab med laksen. Regnbueørreden bliver udleveret som hel fisk, så det er op til holdene om de vil grille den hel, fileteret eller på en helt tredje måde. Regnbueørreden blev indført i de danske dambrug i slutningen af 1800-tallet og har siden været en vigtig eksportvare, idet Danmark er en af verdens største producenter af regnbueørred.

Til DM i Grill 2016 er der mulighed for at vinde pengepræmier, men for Havs Hillbillies er der meget mere på spil, når halvdelen af holdet er fiskehandlere og den anden er kokke. Her handler det om ære.

Morsø - det hæderkronede danske jernstøberi fra 1853 - er så elskværdige at stille deres grill ’Forno' til rådighed for holdet. Forno'en kan både bruges som udendørspejs med levende ild og flammer samt som pizza- eller rygeovn. Så det er kun grill-fantasien der sætter grænser, når Havs Hillbillies fyrer op for Forno’en.

Danmarksmesterskabet i Grill afholdes hvert år af World Barbecue Association Danmark (WBQADK), der fungerer som en lokal afdeling af foreningen World Barbecue Association (WBQA). Foreningen har til formål at fremme grill og barbecue-fællesskabet i Danmark.

En adgangsbillet koster 40 kr. for en dag og 50 kr. for begge dage. Læs mere på www.grilldm.dk

Hvad: Hav deltager i DM i Grill 2016
Hvor: Rådhusgården ved siden af Centrumpladsen 1, 5700 Svendborg
Hvornår: 25.-26. juni 2016

25.06.2016

DM i Grill 2016

Se flere nyheder

Nyheder